Fresko
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Freskomaling (fra italiensk:buon fresco eller a fresco) består i, at pigment blandet med vand lægges på et tyndt lag af våd, frisk kalkpuds, som kaldes intonaco på italiensk. På grund af den kemiske sammensætning af pudsen, er en binder ikke nødvendig; pigmentet opblandet udelukkende i vand vil synke ind i intonacoen, som i sig selv bliver mediet som holder pigmentet. Pigmentet absorberes nu af den våde puds. Pudsen tørrer i løbet af nogle timer under reaktion med luftens indhold af kultveilte: Det er denne kemiske reaktion som fixerer pigmentpartiklerne i pudsen. Dette er den ægte freskoteknik i modsætning til Fresco-secco eller a secco, hvor pigmentet males på tør puds. Men sidstnævnte metode er ikke lige så holdbar, fordi pigmenterne ikke bliver en del af væggen, som i buon fresco.
De tidligste kalkmalerier i danske kirker er freskoer, men de fleste er malet a secco.
Modsat de fleste billedtyper er freskoer ikke flytbare. De er malet på vægge og hvælv og hænger dermed sammen med den bygning, hvori og hvortil de blev skabt.
Flere virksomheder producerer i dag moderne "transportable" freskoer, med både nye og gamle motiver.
Se også
| Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
.